På fotosafari i Sydafrika: Fik du set det du ville..?

00-TembaSafari (12)

  1. På fotosafari i Sydafrika: Fik du set det du ville..?
  2. På Sydafrikas savanne: Tæt på naturen og dyrene
  3. På safari i Sydafrika: Kontrasternes land

På fotosafari i Sydafrika: Fik du set det du ville..?

Det uventede sker, når man er på foto-safari i Sydafrika, som da leoparden pludselig viste sig i vejkanten og skabte stort postyr

Af Søren Peder Sørensen
Journalist

At være på fotosafari kræver både koncentration og ro. En pludselig bevægelse kan ødelægge det hele. Dyrene står på spring, og man skal være hurtig på aftrækkeren, når det sker.
En safari er fyldt med overraskelser. Det kan både giraffens, krokodillens og leopardens adfærd tale med om.

De usynlige giraffer
Vi havde været på en tidlig morgensafari på de 700 hektar savanne, som hører til Temba Safari i Sydafrikas Limpopo-provins. Vi havde undret os over, at vi ikke havde set girafferne. Vi havde dog knap afsluttet det efterfølgende morgenmåltid, da råbet lød, at girafferne var set nær lodgen. Vi løb tilbage til den åbne jeep med alt vores foto-grej og i fuld fart gik det gennem busk og krat. Med kraftfulde bevægelser svingede Philip, lodgens tracker (sporfinder) jeepen snart til højre, snart til venstre. Og der stod de så og gloede generte på os. Philip slukkede motoren. Han konstaterede tilfreds, at den ene af girafferne, der begge var fire år, så rask ud, efter gennem nogen tid at have haft en udposning på halsen. Vi ville tage nogle billeder. Og pludselig satte de i løb og var pist væk. Ærgerligt nok. Philip startede omgående bilen og kørte nu en omvej, parkerede bilen og forsvandt ind i bushen. Efter nogle minutter vendte han tilbage, sprang på bilen og kørte os endnu en omvej. Og pludselig stod girafferne der, næsten ved siden af os. De forekom mere nysgerrige end forskrækkede, men snart satte de atter i løb og var ude af syne. Philip fortalte, at han for det meste vidste, hvor girafferne befandt sig. Alligevel kunne det være svært at fastslå deres position, når de havde valgt andre græsgange end de sædvanlige, måske for at undgå os. Alligevel kunne Philip dirigere dem i den rigtige retning. Dagen efter stod de der atter og kiggede på os. Eller også var det Philip, de ville hilse på.

En søvnig krokodille
Med en motorbåd sejlede vi på Limpopo-floden ved grænsen til Botswana.
Floden er blandt andet kendt fra historien om den lille elefant, der søger trøst i den grågrønne grumsede flod, hvor en krokodille får fat i dens snabel og rykker så hårdt, at den vokser til dobbelt størrelse, hvorefter alle andre elefanter også vil ned og rykkes af krokodillen.

Vi sejlede langsomt ned ad floden. På den anden bred, over mod Botswana, sad to mænd og fiskede. Vi så efter flodheste, for dem skulle der være flere af. Men de var der ikke.

Længere fremme blev vandstanden i floden for lav og vi sejlede tilbage. Derovre på bredden lå en krokodille og solede sig. Bådføreren sejlede langsomt hen imod den. Krokodillen sov og den var ganske upåvirket af vores tilstedeværelse. Båden drev og ramte en stor sten, hvorved rystelsen forplantede sig gennem vandet og ind til bredden. I løbet af nul komma fem var krokodillen forsvundet. Med øjnene nåede jeg at registrere dens åbne mund, men for sent i forhold til kameraet. Sekunder senere dukkede den op af vandet og iagttog os med forskrækkede øjne.

Vi lagde ind ved bredden kort før mørkets frembrud. Der så vi endnu en krokodille, men ingen flodhest. En time senere mødte vi en jæger, som netop havde passeret det sted, hvor vi havde lagt båden ind. Der havde han observeret to flodheste.

Postyret om leoparden
Vi kørte i en minibus med Francois som chauffør ind i Pilanesberg Nationalpark nordvest for Johannesburg først på eftermiddagen. Familier var på søndagsudflugt og der var mange biler i parken. Ikke langt fra indgangen til parken havde der dannet sig en kø af biler. En elefant havde taget opstilling for med sin store snabel at indfange føden af knækkede grene fra noget afbrændt buskads. Den var aldeles upåvirket af vores tilstedeværelse og snart fortsatte vi ad de smalle veje inde i den store park.

Vores lille selskab i minibussen havde på blot fire dage set tre af ”De fem Store”, nemlig løven, elefanten og bøflen. En angrebslysten bøffel havde vi mødt en aften lige i skumringen, da den kom farende frem, men heldigvis blev den stoppet af hegnet, ikke langt fra Temba Safari.

Her i Pilanesberg var vi heldige. Vi mødte den fjerde af de store, nemlig næsehornet, ja, faktisk stod der to af dem i skyggen af et højt træ. Men det store show var først lige begyndt.

Foran os var vejen totalt blokeret af biler, der holdt i to rækker, på kryds og på tværs, mens folk fra fører- og passagersæder spejdede i samme retning med deres kikkerter og telelinser. Vi kunne ikke komme tæt nok på, og råbte over til én passager i én af bilerne, hvad der skete. Han mente, at der lå en leopard bag busken og lurede på en impala. Stor opstandelse! Alle vil se, men ingen kunne se, og vi vidste ikke, hvor vi skulle se.

Francois kørte nu bussen tættere på, i et forsøg på at presse sig ind i rækken af parkerede biler på første parket, til den side, hvor leoparden mentes at være. Manøvren var håbløs, for ingen ville vige så meget som en tøddel. Arrige blikke blev sendt mod os Francois smil blev mere og mere anstrengt. Vi havde placeret os på tværs af vejen og spærrede for al trafikken.

Nu gjaldede et råb fra vores mand bagerst i bussen, at han havde set leoparden. Alle væltede over hinanden, med kikkert og med linse, men de andre biler spærrede fortsat for udsynet.
En kvinde havde i sin vrede vovet sig ud af sin bil. Nu bankede hun hårdt på ruden og truede Francois med alskens ulykker, hvis han ikke snart fik flyttet dette køretøj, så hun kunne komme forbi. Men Francois kunne hverken komme frem eller tilbage, og i bussen lød højlydt kravet om, at han skulle bakke bilen to meter, så vi kunne se leoparden.

Nu lød et nærmest ekstatisk råb fra næste mand i bussen, at han havde set leoparden. Stemningen var på bristepunktet.

At sidde på forsædet ved siden af Francois, var under de givne omstændigheder et uheldigt sted at opholde sig. Et forsøg på at kravle over sædet og ned bag i bussen lykkedes kun delvist. Derovre bag træstammen lå leoparden. Rolig og afslappende, ganske uforstyrret af alt postyret omkring det. Klar til at springe på impalaen der græssede lidt derfra. Eller også slappede den blot af, efter en travl morgenjagt, og nød naturen og de smukke omgivelser. Jeg vidste det ikke, for jeg kunne ikke få øje på den.

Sejrsstemning
Der bredte sig en sejrsstemning i minibussen, en fælles oplevelse af at have været vidne til noget stort. Vi havde set alle ”de fem Store” på blot fire dage. Fantastisk. Og så netop leoparden, dyret, der hele tiden er på vandring fra sted til sted, og kun sjældent lader sig se. Så sjældent, at en professionel jæger med mange års erfaring kunne berette om, at han endnu havde oplevelsen til gode.

Min sidemand rystede på hånden, da han viste det digitale billede frem af leoparden. Jeg havde da set bedre billeder af dyret og hvor var impalaen? Men det siger man ikke højt, når man ikke selv har noget at vise frem.

Ærgrelsen sad i kroppen. Men den ville snart fortage sig af den store oplevelse: Den at have siddet på første parket, midt i dyrenes verden, og iagttaget det hele, skønt leoparden altså lige blev væk i alt postyret. Måske havde der slet ikke været nogen impala!

Siden på Engelsk
Tænd/sluk for musik

Hent Brochure

Marken, Sydafrika
Solrig
Solrig
17°C
Mere detaljeret...